Danske kunstmuseer

Når vi taler om danske kunstmuseer, er det ofte de store og kendte, der kommer i søgelyset – Louisiana, Arken, Aros og lignende store, ikoniske museer, som er kendt i både indland og udland.

Der er imidlertid et hav af kunstmuseer i Danmark, så det kan være en god idé en gang imellem at bevæge sig uden for de allermest nedtrådte stier og gå nye veje i jagten på spændende oplevelser med kunst og kultur.

Provinsens guldgruber

Rundt omkring i provinsen ligger der mange museer med fokus på kunsten. Nogle af disse er kendte over hele landet – som for eksempel Johannes Larsen museet i Kerteminde, der udstiller værker fra den elskede dyre-, -natur- og portrætmaler Johannes Larsen, som levede fra 1867 til 1961 og i sin levetid opnåede at blive en berømt og værdsat kunstner.

Også kunstmuseer som Esbjerg Kunstmuseum, Holstebro Kunstmuseum og Bornholms Kunstmuseum har opnået landsdækkende berømmelse. Men der er mange andre museer, som har fokus på kunsten, over hele landet.

Går man lidt uden for den slagne vej, så finder man for eksempel Kunstbygningen i Vrå, som ligger i Vendsyssel. Museet fokuserer især på den malerkreds, der går under navnet Vrå Sammenslutningen, og der er udstillet flere end 900 værker af kunstneren Svend Engelund, som var med til at stifte denne sammenslutning af kunstnere i 1942.

Fanø Kunstmuseum

I den anden ende af landet finder vi for eksempel Fanø Kunstmuseum, som har sit fokus på kunstnere fra Fanø – især Sønderho, hovedbyen på Fanø, hvor der gennem tiden har været en levende og interessant koloni af spændende kunstnere.

Når man er på de kanter, kan man så også tage færgen tilbage til fastlandet og køre lidt længere sydpå, hvor man finder Ribe Kunstmuseum, som udstiller kunst fra perioden 1750-1950. Ribe Kunstmuseum er etableret som kunstsamling allerede i 1891 og regnes derfor for et af de ældste kunstmuseer i Danmark.